Bogen om konstruerede vækstmedier - Bog - Side 24
Selv mere simple materialer som grus eller sten vil ikke opføre sig ens i
forhold til den andel, der blandes i en given jord. Ofte vil der skulle være
en vis andel, en kritisk andel, der skal iblandes for at opnå en positiv effekt.
Der vil også kunne opstå niveauer, hvor tilsætning kan have den modsatte
effekt. Derfor er det nødvendigt at tage højde for både den jord, det skal
blandes i, og selve jordforbedringsmidlet. Derudover bør man generelt
være meget kritisk over for generaliserende tilgange og vejledninger, fx
om materialeegenskaber og iblandingsvejledning, da de typisk kun vil
have afsæt i en del af problemstillingen.
Endelig bør det nævnes, at hvis jorden er meget dårlig, kan tilsætning af
jordforbedringsmidler ikke nødvendigvis gøre det til en god jord. Man bør
ligeledes være opmærksom på, at der vil være nogle scenarier, hvor man
ikke bør anvende eksisterende jord, da succesraten vil være så lille og
den efterfølgende drift derfor markant højere. Det giver som oftest et dyrt
anlæg, som samtidig har en meget kortere levetid end tilsigtet. Det kan
fx være ved forurenet jord eller jord uden struktur. Her bør man overveje
andre måder at frembringe en god jord på.
Mekanisk jordforbedring
En måde at forsøge at forbedre en jord på er ved mekanisk bearbejdning.
Det kan fx være ved fræsning. En god jord kan som udgangspunkt ikke
forbedres ved mekanisk behandling. Den vil kunne løsnes, men enhver
mekanisk behandling vil principielt nedbryde strukturen i en eller anden
grad, og det vil påvirke jorden negativt efterfølgende. Hvis en mekanisk
behandling medfører neddeling af strukturen, vil effekten kun være midlertidig, da der så ikke vil være en bærende struktur i jorden til at opretholde fx luftindholdet.
Eksempel
Ved fræsning af jorden vil det ved første øjekast efterlade jorden luftig.
Der er dog imidlertid stor sandsynlighed for, at den mekaniske behandling har ødelagt en del af den eksisterende struktur, der var i jorden. Efter
noget tid vil jorden igen sætte sig, men nu med risiko for at falde endnu
mere sammen end udgangspunktet, da strukturen kan være ødelagt.
Som udgangspunkt skal jord beskyttes mod unødig belastning, og
enhver håndtering som fx mekanisk jordforbedring vil medføre risiko for
at påvirke jorden negativt. Selvfølgelig er der stor forskel på, hvor følsomme jorde er, men skaderne kan i nogle tilfælde være ganske store.
Taghave på parkeringsdæk.
22