Bogen om konstruerede vækstmedier - Bog - Side 37
KAPITEL 2
RETNINGSLINJER
Retningslinjer, normer
og guidelines
I forbindelse med projektering og anlæg af grønne byrum
arbejder mange forskellige faggrupper sammen, og det kan
være udfordrende, fordi hver faggruppe kan have sit eget
fagsprog samt egne normer og standarder. Der findes ikke
ét værk, der samler al viden om anlæg med vækstmedier,
men en række forskellige, hvor flere af dem relaterer til den
tyske FLL-guide, mens andre kan have et dansk afsæt. Man
er derfor nødt til at forholde sig til, hvordan data er angivet
og fremstillet i hvert enkelt værk, da de mange forskellige
værker udspringer både fra forskellige nationaliteter og fra
vidt forskellige faglige afsæt. Derfor fremstilles data ikke
nødvendigvis ud fra samme grundlag, ligesom de ikke altid
bruger samme enheder ved angivelse. Vigtigheden i at have
valide og sammenlignelige data bliver netop tydelig i de faglige grænseflader. Der er derfor et behov for, at man er opmærksom på de forskellige normer og standarder, der ligger
til grund for oplyst data.
Normer og guidelines
I arbejdet med konstruerede vækstmedier er der et behov for at kunne
behandle data og værdier tværfagligt, og det er derfor vigtigt at være opmærksom på, hvad de brugte normer og guidelines udspringer af, hvem
der er afsender, og hvilke grundlag de bygger på. Afkodes de ikke rigtigt, kan det danne grundlag for både misforståelser og anlæg, der fejler.
Tværfagligt samarbejde er nødvendigt og kan være en styrke for anlæg
med høj kvalitet, men det kan også udfordre på grænsefladen mellem
de forskellige faggrupper. Ved at have fokus på de forskellige faggruppers forskellighed og derved de forskellige guidelines, normer og regler
og deres baggrund sikrer man, at det tværfaglige samarbejde højnes til
alles bedste.
35