Bogen om konstruerede vækstmedier - Bog - Side 48
Nedenfor ses en liste over udvalgte materialer, som omtales i denne bog:
Ler
Definition
Materiale, der består af partikler fra nedbrudte bjergarter < 0,002 mm.
Ler er dannet ved en fysisk og efterfølgende kemisk forvitring af bjergarter. Først nedbrydes fx kvarts, feldspat og glimmer til korn, som efterfølgende omdannes til lermineraler gennem den kemiske proces hydrolyse.
Hydrolyse er en kemisk reaktion mellem vand og mineralsubstans, der
omdanner kornene til lermineraler og opløst stof.
Når ler optager vand, kvælder den op. Når det sker, bliver overfladen på lerpartiklen negativ, og det gør, at den kan fastholde kationer på
overfladen. Ler har en høj CEC-værdi (kationbytningskapacitet). Det gør,
at lerjord ofte er næringsrig, da positive næringsioner kan fastholdes på
lerpartiklernes overflade.
Imellem de enkelte lerpartikler findes der elektriske kræfter på grund
af deres ladning, som bidrager til at gøre leret kohæsivt. Det kan ses, når
man graver i det, hvor det er sammenhængende modsat fx sand. Det skyldes lerpartiklernes laggitterstruktur, hvorimod fx sand har rumgitterstruktur.
Silt
Definition
Materiale med en kornstørrelse på 0,002-0,06 mm, der er dannet
gennem forvitring.
Se også under ”Sand”. Forskellen på sand og silt knytter sig til kornstørrelsen. Silt er en mere finkornet forvitring end sand.
Sand
Definition
Materiale med en kornstørrelse på 0,06-2 mm, der er dannet gennem
forvitring af en bjergart.
Sand, grus, silt og sten har det til fælles, at de alle stammer fra fysisk
forvitring af fx granit. Forvitringen skyldes flere ting som bl.a. temperatursvingninger og frostsprængninger på grund af nedsivet vand. Resultatet af forvitringen giver graduerede kornstørrelser og de deraf nævnte
materialer. Således er de forskellige nævnte materialer ens kemisk set,
mens det er strukturen, der er forskellig.
Grænsen mellem sand og grus er lidt forskellig mellem de forskellige faggrupper. Det anbefales derfor at anføre ønsket kornstørrelse eller
interval, de skal ligge imellem. I geoteknisk regi bruges følgende angivelse af fraktion:
Ler: < 0,002 mm
Silt: 0,002-0,06 mm
Sand: 0,06-2 mm
Grus: 2-20 mm
Sten: > 20 mm
46