Bogen om konstruerede vækstmedier - Bog - Side 54
miljøet, bør man anskue et materiales miljøbelastning i et større perspektiv. Man kan tale om et nettobidrag, hvor materialets direkte belastning
holdes op imod dets betydning for løsningens samlede bidrag over tid. Et
materiale, der har en høj ydeevne, fx ved at skabe gode vækstegenskaber
eller håndtere meget vand, og som samtidig har en lang holdbarhed, vil
have en mere positiv indflydelse på det samlede regnskab end fx løsninger, hvor holdbarhed eller ydeevne ikke er høj.
Eksempel
Filterjord til et regnbed indeholder ved levering næring, der udvaskes efter ibrugtagning af bedet. På den måde bidrager filterjorden til udledning
af næringsstoffer, som regnbedet egentlig skulle reducere udledningen
af. Udvaskningen skal derfor indhentes, før bedet bidrager til en reduktion
af udledning totalt set. Alt efter næringsindholdet i filterjorden og mængden af udvaskning kan det tage et ukendt antal år at indhente, før bedet
bidrager positivt til filtrering.
Eksempel
Forskellige lavatyper, som har unikke vandbærende egenskaber, forekommer ikke naturligt i Danmark, men må importeres fra andre lande.
Det medfører en CO2-belastning i forbindelse med transport. Belastningen er samlet ét sted, nemlig ved produktets fragt fra produktionssted til
brug. Hvis brugen af materialet medvirker til, at den samlede løsning vil
gøre, at man opnår en højere effektivitet i form af bedre tilvækst, rensning
eller vandhåndtering, vil CO2-belastningen hurtigt tjene sig hjem, hvis effekten vedvarende bidrager positivt år efter år og anlægget derved også
har en længere holdbarhed og derfor ikke kræver reetablering.
Regnestykket ser således ud:
BT = BF - YR x YL
Hvor:
BT: Løsningens samlede CO2-belastning
BF: Belastning ved fremstilling af løsning
YR: Årlig reduktion
YL: Levetid (år)
Man skal være opmærksom på, at løsningens samlede CO2-belastning
både kan være positiv og negativ. Positiv betyder, at der er en samlet
CO2-belastning. Negativ betyder, at der samlet set er en CO2-reduktion.
Da der i dag forventes lang levetid på nye anlæg, vægter den årlige
reduktion mange gange højere end en evt. merbelastning ved fremstilling af løsningen.
52