Bogen om konstruerede vækstmedier - Bog - Side 7
Forord
Grønne byrum kan blive endnu grønnere
Byerne udvikler sig hele tiden, og flere og flere grønne byrum blomstrer
frem. Nogle bliver skabt i forbindelse med klimatilpasning, mens andre
bliver anlagt for at skabe grønne oaser, både til glæde for de mennesker,
der bor i området, og for at øge biodiversiteten.
Grønne anlæg har eksisteret i årtier, men i dag er forventninger
og krav større. Man vil mere på samme eller til tider endda på mindre
plads. Det stiller krav til multifunktionaliteten i anlæggene og kræver et
stærkt tværfagligt samarbejde, som med ny viden kan skabe endnu bedre vækstbetingelser på udfordrede steder i byen.
I alle projekter med grønne anlæg i byerne indgår jord eller vækstmedier. Selvom der i projekteringsdelen typisk fokuseres på beplantningen, som er synlig på overfladen, er vækstmediet altafgørende for, at det
grønne bliver en succes. Det er dog ikke kun vækstegenskaber, der er
relevante. Også vækstmediets hydrauliske funktion, hvis det fx skal kunne
håndtere tilstrømmende vand, og bæreevnen kan være vigtig, hvis det
skal fungere i en urban kontekst, hvor vækstmediet skal kunne bære fortove, cykelstier og anden befæstelse. Valget af det bedste vækstmedie til
hvert enkelt projekt er derfor ikke altid nemt; byrummene er komplekse,
og mange fagområder har en holdning til vækstmediets egenskaber. Det
stiller store krav til projekteringen.
For at de mange krav kan indfries, er det nødvendigt med en stor
tværfaglig forståelse hos de implicerede parter. Netop det urbane miljøs
kompleksitet og det tværfaglige samarbejde ved anlæg er omdrejningspunktet i denne bog. Jord er ikke bare jord, og for at lykkes med projekterne er det vigtigt, at de rigtige beslutninger bliver taget fra begyndelsen.
Det hjælper denne bog med.
Et stærkt samarbejde
For at kunne understøtte det grønne i byerne er det vigtigt at have en bred
forståelse af det tværfaglige, der ligger i at arbejde med vækstmedier.
Det er også vigtigt at forstå, hvordan fagområderne overlapper og spiller
sammen – og til tider også modarbejder hinanden.
I Konstruerede vækstmedier præsenteres viden fra forskellige faggrupper, så de bidrager til en bred tværfaglig forståelse. Bogens fokus er
samspillet mellem basale vækstegenskaber, hydrauliske egenskaber og
geoteknik i vækstmedier. I bogen er der eksempler på cases, der viser
løsninger, hvor sammenspillet ses med vellykkede resultater.
5