Bogen om konstruerede vækstmedier - Bog - Side 90
Gødningstyper
Definition
Stoffer, der kan tilføres planter, og som indeholder vigtige næringsstoffer.
Gødning inddeles i to hovedtyper: kemisk produceret gødning, også kaldet konventionel gødning, eller organisk baseret gødning som fx hønsegødning. Begge typer findes i hurtigtvirkende og langsomtvirkende form.
Forskellen på de to gødningstyper er, at den konventionelle gødning typisk optræder i nemt opløselig form. Den organisk baserede gødning har
typisk et lavere indhold af hurtigt tilgængelige næringsstoffer, fordi den
organiske del først skal nedbrydes af det mikrobiologiske liv i jorden, inden næringsstofferne optræder som plantetilgængelige.
Bruger man den konventionelle gødning, skal man derfor være bevidst om mængden, da den hurtigere er opløst og dermed hurtigt findes
i vandsøjlen. Gøder man kraftigt, og tilføres der meget vand, kan der ske
en udvaskning af de netop tilførte næringsstoffer, fordi planterne ikke har
haft tid til at optage dem.
Nedbrydningen af den organiske gødning er påvirket af udefrakommende faktorer som vand, varme og mikrobiologisk liv. Det organiske
materiale har en længere frigivelsesperiode, da det omsættes over tid.
Langtidsvirkende gødning
Der findes også langtidsvirkende konventionelle gødninger. Typisk er
denne type gødning coatet med en polymer, der gør, at næringsionerne
kun kan vandre ud gennem coatingen, når varme og vand er til stede i de
rigtige forhold. Derved har temperatur og vand indflydelse på frigivelseshastigheden. Hvis temperaturen er høj, men der ingen fugtighed er til stede, vil næringsstofferne ikke blive frigivet. Plantevækst fordrer dog også
en vis temperatur og fugtighed. Dette modsvarer frigivelsesbetingelserne
for næringsstofferne, så den i store træk frigives, i takt med at planterne
forbruger dem. Det er med til at minimere risikoen for udvaskning, men
giver yderligere den fordel, at man kan tilføre en større gødningsmængde
i én arbejdsgang i stedet for flere.
Ønsker man ikke gødningsstoffer med polymer, eller ønsker man fx
at tilgodese en grøn profil, der har langtidseffekt, kan de organisk baserede gødningsstoffer vælges. Både den langtidsvirkende konventionelle
coatede gødning og den organisk baserede gødning er dyrere end de
traditionelle gødningstyper uden coating.
Næringsværdier
Ved at lave en jordanalyse eller som minimum kende ledetal og pH-værdi
for jordmatricen sammenholdt med viden om de valgte planter kan man
sammensætte en gødningsplan. Der ligger en del forskning og viden
om, hvad den optimale næringstilførsel er for mange plantearter, og de
88